Forside Introduktion Opbygning Placering Forudsætninger Dele Pris Vejledninger Billeder

LogoVed=Varende Energi har specialiceret sig i højeffektive og miljøvenlige masseovne. Vi bygger og kan levere stort set alle dele til masseovne.
Information om masseovne

Klik for at se en større udgave
Hjemmets varme hjerte, det er sådan masseovnen opleves af et hurtigt voksende antal danskere, når den sender sin behagelige og livgivende varme ud i hele huset.


Lidt grundlæggende fakta.
Masseovnen er en brændefyret ovn, som er udviklet i Finland, og den kaldes ofte også for finsk masseovn. Der har den været brugt i flere hundrede år, og findes i over 1 million eksemplarer. Så man kan roligt sige at der er tale om vel gennemprøvet teknologi.

En varmeakkumulator
Masseovnen har fået sit navn efter den store masse af sten, den er opbygget af, normalt ca. 2,5 - 3 tons. Der er tale om ildfaste sten, eller støbte ildfaste elementer samt mursten og evt. natursten. Stenene fungerer som en varme-akkumulator, der absorberer varmen fra ilden og afgiver den i et roligt tempo.
Princippet er i virkeligheden meget enkelt: Én gang i døgnet fyrer man kraftigt i en times tid, og opvarmer det indre af ovnen til en meget høj temperatur (ca. 900 grader). Den hede luft fra forbrændingen bevæger sig igennem specielt udformede røgkanaler først opad til toppen og derefter nedad til bunden af ovnen, hvor udgangen til skorstenen findes. Takket være den lange vej, som luften tilbagelægger i ovnen, afsættes en meget stor del af varmeenergien i stenene (op mod 90%), således at temperaturen ved indgangen til skorstenen er nede på ca. 200 grader. Derefter fordeler varmen sig efterhånden i hele stenmassen, og afgives langsomt via overfladen, som holder en næsten konstant temperatur på omkring 40 - 50 grader i ca. et døgn.

Behagelig og sund varme
Hovedparten af varmeenergien afgives i form af langbølget varmestråling. Det sker både under fyringen, (hvor man naturligvis selv sidder og nyder varmen og ilden) og i det følgende døgn, hvor varmen afgives langsomt og konstant fra ovnens store overflade. Det giver en rar fornemmelse at være i nærheden af ovnen (som solen på en dejlig forårsdag) og en meget behagelig rumopvarmning.
På grund af den konstante og ensartede varmeafgivelse opnås en meget stabil rumtemperatur, som typisk kun varierer ca. 1-2 grader i løbet af døgnet. Den konstante rumtemperatur føles behagelig, og menes at være gavnlig for helbredet. Det er også påvist, at strålevarmen har en afslappende og afstressende virkning på os mennesker. I modsætning til stål-brændeovne og radiatorer medfører den ikke en luftvandring rundt i rummet med deraf følgende transport af støv. Den er derfor særdeles velegnet for allergikere.
Den lave overfladetemperatur bevirker, at man kan opholde sig helt tæt på og røre ved ovnen uden at brænde sig (bortset fra ovnlågen under fyringen). Det indebærer også, at man kan møblere tæt ind til ovnen.
Den høje varmekomfort, som masseovnen giver i forhold til andre opvarmningskilder, er i virkeligheden en af dens allerstørste fordele.

Miljøvenlig energi
Brænde er en vedvarende energikilde. Det er jo i princip solenergi, oplagret i træet, der frigøres igen som varme under forbrændingen. Og der er masser af brænde til rådighed fra de danske skove, fra udtyndinger i haver, fra affaldstræ m.v.
Det er samtidigt en lokal energikilde, som normalt ikke behøver at transporteres ret langt.
Den høje forbrændingstemperatur giver en betydeligt renere forbrænding end hos normale brændeovne af jern. De nyeste masseovne, med separat dosering af sekundær luft, reducerer typisk forureningen til ca. en tredieedel af, hvad der er normalt for de fleste andre brændeovne.
Takket være den renere forbrænding kommer der også meget lidt røg ud af skorstenen. En stor fordel for en selv og for naboerne.
Mængden af sod, som afsættes i skorstenen, er en anden god indikator for den renere forbrænding. Hos masseovnsbrugere er der meget lidt at komme efter for skorstensfejeren.
Masseovnen udmærker sig også ved at afgive langt færre skadelige mikropartikler end stålbrændeovnene. Takket være den høje forbrændingstemperatur skabes der stort set ikke sodpartikler eller andre mikropartikler.

Høj effektivitet
En masseovn udnytter træets energi forbløffende godt. 80-90 % af varmeenergien, der frigøres under forbrændingen, kommer rumopvarmningen til gode.
Det betyder, at man typisk vil kunne nøjes med omkring halvdelen af den brændemængde som bruges i en normal brændeovn.
En stor del af fyringssæsonen kan man nøjes med én fyring i døgnet med ca. 8 - 10 kg brænde (ca. 6-7 normalstykker). Når det er rigtigt koldt fyrer man som regel to gange i døgnet med ialt ca.12 kg. Det er hvad der mageligt rummes i en almindelig brændekurv!
Årets brændeforbrug vil derfor normalt kunne holdes omkring 10 rummeter.
Og masseovnen er ikke særligt kræsen. Den brænder lige godt og rent med det dyrere løvtræ som med det billigere nåletræ.
Det betyder en fyringsudgift på typisk ca. 3.000 kr om året. For de fleste vil investeringen i en masseovn derfor være tjent hjem på under 5 år

Produktion af varmt vand
Masseovnen kan også opvarme vand til brug for varmt brugsvand eller gulvvarme. En varmeveksler, kombineret med en styring og en pumpe, sørger for at dirigere varmen hen hvor man ønsker.

Kombination med solvarme
I kombination med solvarme kan man lave det ideelle energisystem, hvor man kan producere det varme brugsvand og stort set hele husets varmebehov udelukkende ved hjælp af vedvarende energi.
Varmen fra både masseovn og solfangere dirigeres til en stor varmelagringstank. Herfra kan hentes varme til gulvvarme, til produktion af varmt vand, til ventilationssystem mv.
Varmelagringen betyder også, at man kan have et stort areal af solfangere, som kan udnytte solvarmen hele året. Den betyder også, at man kan lagre varme fra en god solskinsperiode langt ind i en gråvejrsperiode. Risikoen for kogning i systemet bliver også elimineret med den store lagringskapacitet.
Kombinationen masseovn/solvarme giver en meget økonomisk gunstig og miljørigtig løsning.
Vi har etableret et nært samarbedje med Sveriges bedste leverandører af solvarmeanlæg omkring design og salg af systemer, hvor dette samspil optimeres. Svenskerne er længere fremme på dette område end danskerne, og desuden billigere. (se nærmere under "Opbygning" og "Dele").

Forside Introduktion Opbygning Placering Forudsætninger Dele Pris Vejledninger Billeder


Stubkjaer.net - Miljø Media - Ved=varende energi - Undervandsfoto - Foredrag
leif@stubkjaer.net -  Solvej 1, 3220 Tisvildeleje - Tlf: 48 70 80 70, mob: 26 71 80 71 - © Leif Stubkjær